Selvforsyning - Selvforsyning er for alle. Børn og voksne, i byen og på landet. Find ideer til at få lidt mere selvforsyning i dit liv.
[Linkfeed]

Lokalt friskmalet fuldkornsmel for 2 kr. Hvordan?

Mine børn siger at jeg bager det bedste brød i verden. Og nu vil jeg dele min hemmelighed: Jeg maler mit eget mel. Friskmalet fuldkornsmel får brødet til at smage så meget mere af brød, at købt brød sender tankerne hen på bølgepap.

Her er historien om hvordan jeg købte korn ude på det sorte marked af en gammel husbonde fra Skåne og om hvordan jeg (nærrig som jeg er) har bygget min egen melkværn ud af en gammel pebermølle og nogen brædder. Og om det bedste brød jeg nogensinde har bagt.

For mig har der har længe været sport i at få smagen op og prisen ned i brød-bagningen.

Jeg bager meget – næsten alt det brød vi spiser. Fra grove boller til franskbrød, fladbrød, pitabrød og pizza. Brød er jo en dejlig simpel ting. Mel, vand, gær, salt, tid og varme. Det er alt der skal til. Min hobby er at bage det bedre hver gang – og bage det billigere.

Hvordan bager man så billigere? Hvedemel kommer på tilbud. Det er fint. Så kan man jo købe 50 poser mel til 4 kr kiloet. Eller mindre. Men der er ikke meget gods i refineret hvidt mel. Og der er bestemt ikke mange smagsnuancer i det. Fuldkornshvedemel og klid og andre gode ting koster meget mere end hvedemel på trods af at disse vel i det store hele er mindre bearbejdede eller affaldsprodukter. Tja, udbud og efterspørgsel, logistik, opbevaring, fødeindustri og så videre. Sådan er det nok bare.

MEN MAN MÅ DA KUNNE KØBE NOGET KORN OG LAVE DET HELE SELV. Eller hvad!?

Jeg gik på jagt efter noget korn. I Småland i Sverige hvor jeg bor er det åbenbart lettere sagt end gjort. Men jeg havde tilsidst held med at finde en ældre bonde i Skåne som solgte hvedekorn på ‘blocket.se’ som svarer til dba.dk.

Da vi alligevel skulle en tur til Danmark kørte vi forbi hans dejlige gamle gård i Skåne og jeg fik en snak med ham og kiggede på kornet som lå i en gammel ladebygning. Han fortalte om kornet og om høsten og om hans egne opskrifter på godt brød med egen rug og egen hvede. Han forsikrede mig at han ikke havde brugt nogen sprøjtegifte, og at man selv bagte med kornet, og at det er fint til at spise – selvom det altså ikke havde de rigtige certificeringer. Jeg har jo kun hans ord for det, men når det kommer til fødevarer så stoler jeg mere på en gammel bonde fra Skåne end på de kære fødevareproducenter og deres reklamefolk. Det er nok bare mig.

Desuden kunne jeg se at at der var diverse andre frø (bla. valmue) i kornet, og at de enkelte hvedekorn var så små og sølle, at der nok ikke havde været investeret i den helt store kemiske krigsførelse. For mig: mindre korn = mindre kerne = mere klid og kim. Det er jo netop det jeg er ude efter. Jeg skal jo ikke lave pølsebrød. Jeg skal have rigtigt fuldkornsmel! Man hvad koster det?

Han skulle have 1,50 kr. pr. kg. – Halvanden svensk krone! Men han ville ikke sælge mig mindre end 100 kg.
Jeg sagde: “TOP!” OG KØBTE 100 KILO HVEDEKORN på stedet. Min kone så undrende på mig, mens jeg rækte manden 150 kroner.

Hjemme hos os koster et lækkert brød af fuldkornshvede ca. 2 kr at lave med det hele – inkl. el til ovnen.

Nå. Hundrede kilo korn er faktisk en hel del, viste det sig da han begyndte at fylde sækkene. Og mens han fyldte sækkene kom jeg i tanke om at jeg jo faktisk ikke havde nogen måde at male kornet.

En melkværn koster jo flere tusind kroner og så ryger pointen med billigere mel jo meget hurtigt ud at vinduet. Sådan en lille kværn kan jeg da sagtens lave selv tænkte jeg selvtilfreds da jeg kørte hjem med mit korn.

Historien om min hjemmebyggede melkværn kan du læse her. Jeg kan afsløre at det faktisk er lykkes mig at bygge en melkværn af en gammel peberkværn og nogle brædder. Så nu maler jeg eget mel!

Men lad mig hilse og sige at der er lang vej igennem 100 kg korn. Så det ender nok med at jeg skal til at brygge hvedeøl. Men det er jo heller ikke det værste man kan give sig til!

Strange Skov blogger og hobby-selvforsyner, er fra Danmark men bor i Lønneberg i Småland (ja, der hvor Emil kommer fra). Læs mere om ‘Børnenes Lønneberg‘, som gerne vil have besøg af børn og voksne som elsker natur.